Ejeraftaler, krav til skriftlighed?

Skal aftaler mellem aktionærer og skal aftaler mellem selskab og aktionærer være skriftlige?

Generelt er der ikke krav om, at aftaler skal være skriftlige. Også mundtlige aftaler er bindende for aftalens parter, men det kan jo være svært at bevise en aftales eksistens og navnlig dens nøjagtige indhold, hvis den ikke er skriftlig og underskrevet af parterne.

En ejeraftale (tidligere brugte man ordet aktionæroverenskomst) er en en aftale mellem anpartshavere/aktionærer (kapitalejere) i et selskab. Aftalen regulerer typisk ejernes indbydes forpligtelser med hensyn til, hvorledes de skal agere i relation til selskabet, og hvorledes de skal forholde sig ved salg af ejerandele, men det kan næppe beskrives udtømmende, hvad ejeraftaler kan indeholde.

Ejeraftaler er et naturligt og særdeles vigtigt led i virksomhedsdrift. Ejeraftaler kan godt være mundtlige, men de bør bestemt være skriftlige og formuleret særdeles omhyggeligt. 

En anden type aftale er aftaler mellem på den ene side et selskab og på den anden side kapitalejerne. Sådanne aftaler kan som udgangspunkt også godt være mundtlige, men der er dog en bestemmelse i Selskabsloven, der fastslår, at aftaler indgået mellem en eneejer og dennes selskab kun er gyldige, hvis de affattes på en måde, som senere kan dokumenteres.

Det gælder dog ikke aftaler, der indgås på sædvanlige vilkår og som led i et løbende mellemværende. Bestemmelsen stiller altså krav om, at aftalen skal kunne bevises, men ikke at den nødvendigvis skal være skriftlig.

Men skriftlighed må kraftigt anbefales som den mest pålidelige dokumentationsmåde. En eneejer af et selskab, som også er direktør i selskabet, risikerer at blive mødt med økonomiske krav, hvis selskabet går konkurs, og hvis ejeren/direktøren ikke med skriftlige aftaler kan dokumentere retten til betalinger, som han i tidens løb har modtaget fra selskabet.

 Se under emnet selskabsret.